Der er mange ting der påvirker prisen for at bygge nyt hus, men en grov tommelfingerregel er 12.000,- kroner per kvadratmeter plus 1 million. De vil sige, at et hus på eksempelvis 160 m2 vil koste 2.920.000,-
Du er måske stødt på kampagnehuse og lignende priseksempler fra de store typehusfirmaer, og her skal du også ofte regne med cirka en million udover basisprisen for kampagnehuset.
Det er også værd at bemærke, at det er lidt dyrere at bygge på Sjælland end det er i Jylland.
Indholdsfortegnelse
Hvorfor koster det så meget ekstra
Hvad er det så for nogle udgifter den million dækker og hvorfor skriver byggefirmaerne ikke bare den fulde pris?
Man kunne jo godt få den mistanke, at firmaerne bare oplyser en lav pris for at fremstå billige. Det er måske også en lille del af forklaringen, men mest af alt handler det om, at der er mange udgifter udover materialer og timeløn til selve huset.
Individuelle tilvalg… og fravalg
En af de ting der har indflydelse på prisen, er dine egne individuelle valg og præferencer. Det tager lang tid at finde ud af præcis hvad du vil have i et nyt hus, men et godt sted at starte er at hente inspiration fra byggefirmaernes flotte kataloger.
Gratis kataloger fra byggefirmaer giver god inspiration
Katalogerne er gratis, og der er mange ting og løsninger der går igen fra firma til firma. Af samme grund bør du også kigge på kataloger fra firmaer, som måske ikke nødvendigvis er dem du ender med at vælge. Det lige så vigtigt at finde ud af hvad du ikke vil have og ikke bryder dig om, så kig mange forskellige steder.
Alle de forskellige udgiftsposter en ad gangen.
Det er meget forskelligt hvad de enkelte byggefirmaer inkluderer i basisprisen. Derudover varierer mange udgiftsposter utroligt meget afhængigt af en masse forskellige faktorer, men det er alligevel muligt, at få en god ide om hvilket niveau priserne ligger i.
De priser jeg opgiver herunder er estimater og eksempler fra faktiske byggesager.
Byggemodning
Før du overhovedet kan overveje at bygge et hus, er der nogle helt essentielle ting der skal være på plads. Etableringen af denne infrastruktur kaldes byggemodning og inkluderer blandt andet:
- En vej hen til huset.
- Kloak du kan lede dit spildevand ud i
- Vandledninger så du kan få vand i huset
- Elforsyning, og så videre
Tilslutningsafgifter
Finder du et eksisterende hus der skal rives ned, vil der ikke være de store ekstraudgifter til byggemodning. Dog kan du ved eksempelvis fjernvarme godt risikere at skulle betale for, at fjernvarmeselskabet blænder fjernvarmestikket af og reetablerer det igen når det nye hus er klar.
Pris: 25.000 – 50.000
Køber du en nyudstykket grund i et område hvor kommunen eller en entreprenør har stået for byggemodningen, vil du typisk skulle betale mange flere tilslutningsafgifter. Det kan være for:
- Fjernvarme
- Gas
- Kloak
- El
- Vand
Pris: 50.000 – 150.000
Nedrivning af gammelt hus
Har du købt et gammelt hus skal det jo nødvendigvis rives ned før du kan få bygget et nyt. Prisen varierer afhængig af størrelse, antal etager og eventuelle særlige miljø- og sikkerhedshensyn. Det kan være asbest, som kræver særligt sikkerhedsudstyr, eller andre farlige og miljøskadelige materialer.
Det kan helt klart anbefales at indhente flere tilbud på nedrivning da der er stor forskel på de forskellige firmaer… også fra gang til gang.
Pris: 75.000 – 300.000, men ofte omkring 100.000 for en almindelig murermestervilla
Geoteknisk rapport
For at kunne forberede grunden til det nye hus, er det vigtigt at vide noget om jordbundsforhold, jordforurening og så videre. Det er her den geotekniske rapport kommer ind i billedet. Den fortæller hvor meget ekstrafundering der kræves for at kunne bygge et hus på grunden, og om jorden skulle være forurenet. Det gøres ved at bore nogle huller i jorden og analyserer den jord der bliver boret op.
Det er i øvrigt en rigtig god ide at tage forbehold for eventuelle grimme geotekniske overraskelser i kontrakten når du køber en grund.
Pris: 7.500 – 15.000
Bortskaffelse af jord og forurenet jord
Hvis der er forurenet jord, skal det køres væk og behandles i overensstemmelse med reglerne for den slags. Prisen afhænger af hvor forurenet jorden er, og hvor meget jord der er. Let forurenet jord koster kun et par hundrede kroner per ton, mens meget forurenet jord nemt kommer til at koste et godt stykker over 1000 tusinde kroner per ton.
Et ton kan lyde af meget, men graver du et firkantet hul i jorden på 1 meter x 1 meter x 1 meter, altså en kubikmeter, ender du nemt med 2 ton jord. Ved et byggeri er det flere hundrede tons jord der skal bortskaffes. Er den jord meget forurenet kan regningen altså lyde på eksempelvis 400 tons gange 1000 kroner lig med 400.000
Ting du skal være opmærksom på:
- I byområder er jorden næsten altid let forurenet så her slipper du ikke for at betale ekstra for bortskaffelsen af jorden.
- Bliver der opdaget en forurening ved den geotekniske undersøgelse, er du forpligtet til at udbedre den, også selv om du vælger ikke at rive det gamle hus ned og bygge nyt.
- En udvidet ejerskifteforsikring dækker muligvis en forureningssag, så selvom du vil købe huset for at rive det ned, er det måske stadig en god ide at købe ejerskifteforsikring. Bor du allerede i huset så husk at kigge din police igennem.
Pris: 50.000 – 500.000
Ekstrafundering
For at undgå sætningsskader og mange andre problemer, skal huset stå på solid og fast grund. Hvis jorden er for blød, bliver man nødt til at grave den bløde muldjord af. Derudover kan det også være nødvendigt at bore, banke eller støbe nogle stolper dybt ned i jorden. Hvor dybt afhænger af hvor langt ned der er til fast og solid jord, men det kan sagtens være både 2-3 meter eller endda endnu dybere.
Prisen for ekstrafundering afhænger helt og aldeles af jordens beskaffenhed, men det kan blive utroligt dyrt. Der kan også være stor forskel inden for den enkelte grund, og i særlige tilfælde kan det koste en halv million at ekstrafundere i den ene ende af grunden mens det i den anden kan gøres for 100.000
Pris: 50.000 – 750.000
Terrænregulering
Grunden hvor huset skal bygges skal være jævn og plan, og det nytter ikke at huset ligger på en bakke. Det kan også være et problem hvis huset ligger meget lavere end nabogrundene, da det kan resultere i oversvømmelser. Omfanget og udgifterne varierer alt efter hvor ujævn grunden er. Ofte er terrænreguleringen en del af det samlede tilbud for klargøring af grunden, der også inkluderer fundering og bortskaffelse af jord, men skal hele grunden hæves, er det en post som begynder at koste lidt mere. Vær opmærksom på at der er nogle regler for hvor meget og hvor man må hæve terrænet.
Pris: 1500 – 2000 per centimeter huset skal hæves
Landinspektør, skelkonstatering, afsætning og IBS-attest
Når det gælder byggeri, er der et hav af regler for hvad du må og skal. Hvor stort du må bygge, hvor højt du må bygge, hvor tæt på skellet du må bygge og så videre, og så videre.
Skelkonstatering
Landinspektørens opgave er blandt andet at finde ud af hvor skellet er. Det lyder måske banalt, men i eksempelvis gamle villakvarterer kan hække og plankeværk være fjernet, flyttet og opsat et utal af gange, og der hvor det står i dag er ikke nødvendigvis der hvor skellet er. Hvis du bygger et hus i korrekt afstand til det nuværende plankeværk, men skellet viser sig officielt at ligge en halv meter tættere på, ja så skal du rive en del af huset ned. Det kan blive en MEGET dyr omgang.
Typisk vil skelkonstatering være noget dyrere for ældre matrikler.
IBS-attest
En IBS-attest er en Identitets-, Byggelinie og Servitut attest. Det er ofte krav fra kreditforeningen og for ibrugtagningstilladelsen, at der er en IBS attest. Det er også en hjælp for dig i forbindelse med eventuelle servitutter. Det SKAL være en praktiserende landinspektør med beskikkelse der laver attesten, da det er den eneste person der må fastsætte skel. Ikke noget med at bruge en landmålingstekniker eller landinspektør uden beskikkelse, for så er attesten ugyldig.
Du kan finde en liste over landinspektører hos Geodatastyrelsen her: https://gst.dk/matriklen/landinspektoererhvervet/landinspektoerregistret/
Afsætning
Når landinspektøren afsætter huset, markerer han groft sagt hvor på grunden huset skal bygges og i hvilken højde. Det ligger selvfølgelig lidt mere bag men det er kort og godt essensen af opgaven.
De tre ovennævnte opgaver er nogle gange inkluderet i basisprisen, og andre gange kommer det oven i. Prisen svinger selvfølgelig lidt, men hvis du regner med at enkelte ydelser koster omkring 5-10.000 er det ikke helt skævt.
Pris: 10.000-25.000
Byggetilladelse
Du må selvfølgelig ikke bare bygge som du har lyst, så du skal en tur forbi kommunen og få en byggetilladelse.
Pris: 10.000 +/- et par tusinde
Faskine
En faskine er et hulrum i jorden med enten nogle specielle plastikkassetter eller sten, hvor regnvandet fra taget af huset ledes hen og så langsomt kan sive ned i jorden.
Da en faskine kan aflaste kloaksystemet, er der i nogle kommuner krav om, at du skal etablere en. Der er både fordel og ulemper ved en faskine. Man kan i nogle tilfælde få tilskud til faskinen eller få refunderet noget af tilslutningsbidraget fra vandforsyningsselskabet. Desværre skal en faskine også løbende vedligeholdes.
Prisen for en faskine afhænger af hvor stor den skal være. Hvis jorden eksempelvis er meget leret, kan den ikke optage ligeså meget vand, og så skal faskinen være større.
Pris: 15.000 – 50.000
Byggestrøm og byggevand
Der bliver brugt både vand og strøm under opførelsen af et nyt hus, og som med så meget andet kan priserne variere meget. Især strøm kan der blive brugt en del af hvis det er koldt og vådt og der af den grund skal varmes op og holdes tørt.
Pris: 15.000 – 40.000
Stikledninger
Der skal vand og el ind i huset, og der skal spildevand ud af huset. De rør, kabler og kloakledninger der skal etableres i den forbindelse, kalder man stikledninger.
Nogle gange er der et vist antal meter stikledninger inkluderet i basisprisen. Det kan være 15, 20, 25 eller noget helt fjerde, men typisk i det leje. Andre gange skal man betale for stikledninger, enten fordi de ikke er med i basisprisen, eller også fordi der er længere end hvad der er inkluderet. Kloak delen er i øvrig som oftest den dyreste del af stikledningerne.
Pris: 0 – 75.000
Ingeniørberegninger
Fordelen ved typehuse er, at der er meget mindre arbejde med, at lave diverse beregninger for at sikre at væggene kan bære taget og så videre. Hvis du vil have lavet større ændringer i konstruktionerne, kan du risikere at skulle betale for, at en ingeniør regner på om det hele nu hænger sammen.
Pris: 20.000 – 30.000
Facade
Skal huset være pudset eller mursten, og skal murstenene i givet fald være vandskurede eller i en speciel farve? Der er rigtig mange muligheder når det gælder facaden på huset, og det er vidt forskelligt hvad der er inkluderet i basisprisen. Af sammen grund er det også utroligt svært at sige noget specifikt om prisen.
Hvis du bare vælger det, som er inkluderet i basisprisen, ja så koster det i sagen natur ikke ekstra. Hvis du derimod gerne vil have noget andet, kan det hurtigt løbe op. Nogle byggefirmaer har pudsede huse som standard, og så koster det ekstra at få mursten. For andre er det lige omvendt.
Der er også stor forskel på mursten og de dyreste kan sagtens koste 5-6 gange så meget som de billigste.
Pris: 50.000 – 100.000 hvis du vil have noget andet end standarden
Tag
For taget gælder det samme som for facaden. Der er selvfølgelig et tag inkluderet i basisprisen, men skal du have noget andet, eksempelvis en anden type tagsten, koster det ekstra. Derudover koster det også ekstra afhængigt af tagtypen.
Skal det være fladt tag eller med ensidig taghældning? Valmtag eller saddeltag? Med gesims eller trempel? Muret gavl eller ej? Skiffer, tegl, betontagsten, Decra, zink, tagpap eller eternit? Mulighederne er nærmest uendelige og det kan rykke meget ved prisen.
Pris: 0 – 500.000
Loftshøjde
Der er, som med alt andet, nogle krav til rumhøjden i et nybygget hus. Som udgangspunkt skal der minimum være 2,30 meter, men i bygningsreglementet står der også:
”Beboelsesrum og køkken skal have en loftshøjde, der sikrer, at der er dagslys i rummet, og at der er et volumen i rummet, der sikrer et naturligt luftskifte. Loftshøjden skal fastsættes i forhold til boligens rumdybder, rumstørrelser og vinduers placering.”
Hos de fleste typehusfirmaer er der da også som standard inkluderet en øget loftshøjde i basisprisen. Alligevel vælger mange at få hævet rumhøjden endnu mere. Prisen for at for at få hævet loftshøjden varierer alt efter hvor meget den skal hæves og hvor stort huset er.
Eksempelvis kunne prisen for at hæve loftshøjden 30cm være 350 kroner per m2. Så med 180m2 hus ville det blive til 54.000
Du skal være opmærksom på, at en for stor loftshøjde kan give udfordringer med at opfylde energirammen, men det er et kompliceret regnskab som byggefirmaet som oftest har styr på.
Pris: 0 – 100.000
Lofter og loftsbeklædning
Hvilken loftsbeklædning du foretrækker, er langt han ad vejen et spørgsmål om smag, men du kan også vælge akustiklofter, som dæmper rumklang og støj. Det kan især være en god ide i store rum, eller rum med højt til loftet, eller rum hvor der ikke er store bløde genstande der kan ”suge” lyden til sig… med andre ord er det typisk i køkken-alrummet, at det kan være en god ide.
Der er mange løsninger, lige fra glatte lofter til profilbrædder til førnævnte akustiklofter. Prisen er alt fra nul kroner (fordi det er inkluderet i basisprisen) til 500 kroner per m2 for de lyddæmpende lofter. Det giver sjældent mening at få lyddæmpende akustiklofter i hele huset, men for et 40 m2 køkken-alrum løber det alligevel op i 20.000. Derudover vil du måske også have en speciel loftsbeklædning i resten af huset, som kunne løbe op i et par hundrede kroner gange 140 m2.
Pris: 0 – 50.000
Vægge
Det er lidt forskelligt hvad der er inkluderet i basisprisen når det gælder væggene, men typisk vil det være filt eller glasvæv. Har du specielle ønsker om designertapet med bladguld, ja så er 500 kroner per m2 væg ikke et særsyn, og det er bare materialeprisen. Men selv mere normalt tapet kan det sagtens løbe op i hundrede kroner per m2 væg.
Det mest normale er dog, at du eksempelvis vil have filt i stedet for glasvæv, og her er prisen måske 100 kroner eller lidt mere per BOLIG-kvadratmeter. Det betyder at for et hus på 150 m2 vil det koste 15.000 – 20.000
Pris: 0 – 50.0000
Gulve
Det kan være svært at give nogle gode retningslinjer for hvor meget gulvene vil koste dig. Dels er det meget forskelligt hvad der er inkluderet i basisprisen, og dels kan du virkelig bruge mange penge på specielle gulve.
Hos nogle typehusfirmaer er der klinker i eksempelvis bad, køkken og bryggers. Trægulve i nogle af rummene, og tæpper i resten af huset. Andre har trægulve i alle rum hvor der ikke er klinker. Der er også forskel på prisen af forskellige typer klinker, eller forskelige typer trægulve
Du kan tit spare på at skifte klinker ud med trægulve, men det koster ekstra at skifte tæpper ud med trægulve. Derudover er der også lyddæmpende gulve, og selvfølgelig særligt dyre løsninger med ekstra brede planker i eksotiske træsorter. Du ender dog nok med at bruge lidt ekstra på gulve uanset hvad.
Pris: 20.000 – 200.000 dog nok tættere på den lave ende for de fleste
Byggerådgiver
Det kan være en rigtig god ide at få en uvildig byggerådgiver med ind over et større projekt som bygning af et nyt hus er. Der er flere opgaver undervejs i byggeprocessen, som du kan vælge at få en byggerådgiver til at hjælpe med. Det kan være:
- Kontraktgennemgang
- Møder med byggefirmas rådgiver før byggeriet starter (Typisk 1-3 møder).
- Tilsyn under opførelsen af huset. Antallet varierer og kan eksempelvis være 2 eller 10 eller noget helt tredje.
- Afleverings gennemgang.
- 1 års gennemgang.
Det er typisk bygningskonstruktører, byggeteknikere og bygningsingeniører der fungerer som rådgivere. Da det ofte er i samarbejdet mellem forskellige håndværksfag, at fejl og problemer opstår, er det vigtigt, at det er en der har kompetencerne til at vurdere alle dele af byggeriet. Det vil sige konstruktioner, murerarbejde, tømrerarbejde, VVS, el, materialer, love og regler, malerarbejde eventuelle fugtproblemer og så videre. Af samme grund er det sjældent en god ide at vælge eksempelvis en tømrer som byggerådgiver. For uanset hvor dygtig han eller hun end er til tømrerfaget, betyder det ikke han har de nødvendige kvalifikationer til at vurdere fundamentet eller VVS-arbejdet.
Pris: 10.000 – 40.000
Vinduer og døre
Der er selvfølgelig vinduer og døre med i de basispriser husfirmaerne oplyser, men som med alt andet kan du her lave tilvalg der ikke er med i prisen. Det kan eksempelvis være andre typer dør- og vinduesrammer. Prisen for dette afhænger selvfølgelig af antallet af døre og vinduer.
Ovenlysvinduer er heller ikke nødvendigvis med i basisprisen, så hvis du vil have det, kan det nemt koste 15-20.000 eller mere per styk. Terrassedøre kan også skiftes ud med skydedøre som nemt koster 15.000 per styk.
Derudover kan du også vælge at skifte glasset i vinduer og døre ud med lydglas, som dæmper støjen udefra. Der findes forskellige typer lyddæmpende glas, og det er relativt billigt at opgradere fra almindeligt glas til lydglas. Prisen afhænger selvfølgelig af antallet af vinduer, men koster i størrelsesordenen 10-20.000.
Den ekstra dæmpning af støj er som regel 5-10 dB, som er en tydelig reduktion af støjen. Man siger at det menneskelige øre opfatter en reduktion på 8-10 dB som en halvering af lyden.
Pris: 0 – 100.000
Gardiner
Nu hvor vi er ved vinduerne må vi hellere lige hurtigt nævne gardinerne. Selvom gardiner ikke som sådan er del af selve huset, er det stadig en ting, som er svær at undvære. Af samme grund har flere typehusfirmaer aftaler med gardinleverandører.
Gardiner kan være overraskende dyre og afhængigt af dine ønsker kan det løbe op i et ganske betydeligt beløb.
Pris: 25.000 – 100.000
Varme og ventilation
Ventilation
For nybyggede huse er der mange krav til energiregnskab, tæthed og ventilation. Det betyder at de fleste huse udstyres med mekanisk ventilationsanlæg, der kan genindvinde varmen. Som ofte er ventilationsanlægget en del af basisprisen, men vil du have et bedre anlæg kan det godt komme til at koste ekstra. Ting at være opmærksom på ved ventilationsanlæg er bland andet:
- Kapacitet
- Støj
- Passiv varmegenvinding (Modstrømsveksler)
- Aktiv varmegenvinding (Varmepumpe)
- Opvarmning af brugsvand
- Køl
- Opvarmning
Pris: 0 – 75.000
Jordvarme
Du kan også vælge jordvarmeanlæg hvis du vil være ekstra miljøbevidst eller ganske enkelt er nødt til det for at få energiregnskabet til at gå op. Sådan et anlæg kan sagtens løbe op i 150.000 eller mere. Anlægget fungerer ved at flere hundrede meter slange graves ned i jorden. I denne slange løber en speciel væske, som optager varmen fra jorden. Væsken pumpes ind i anlægget i huset, som så udnytter den varme der er optaget fra jorden.
Pris: 125.000 – 250.000
Solceller
Et solcelleanlæg kan også være en del af energi-puslespillet. Der findes flere forskellige solcelleløsninger, lige fra de måske knap så pæne hvor det er en kæmpe klods der ligger oven på taget, til de meget elegante som er indbygget i tagstenene. Der er også muligt at få en batteripakke installeret, så du kan gemme noget at strømmen fra solcellerne til det bliver mørkt.
Prisen for et solcelleanlæg kan variere meget fra 75.000 og op til 300.000 eller mere for en forkromet løsning med solcelletagsten og batteripakke.
For de dyreste løsninger er det, på nuværende tidspunkt, nok mest fordi du tænker på miljøet og ikke så meget for økonomiens skyld. En 300.000 kroners løsning vil i mange tilfælde nok tage for lang tid at tjene sig selv hjem, men det er selvfølgelig værd at regne på før du endeligt beslutter dig.
Pris: 75.000 – 300.000
EL, Stikkontakter, spots og så videre
De elektriske installationer er et af de områder hvor du virkelig kan bruge mange penge. I basisprisen for et nybygget hus er der ofte inkluderet de lovpligtige installationer, plus et par småting, men det er næsten helt sikkert at du ikke kan nøjes med det der er inkluderet.
De lovpligtige installationer fremgår blandt andet af stærkstrømsbekendtgørelsen. Det er blandt andet krav om antallet af stikkontakter i et rum, som er 1 stikkontakt per påbegyndt 4 m2 dog ikke mere end 8, og mindst et loftudtag i hvert rum. Derudover er der også krav til eksempelvis røgalarmer.
Mange firmaer inkluderer også ting som en udendørs stikkontakt og et antal spots. Det kunne eksempelvis være 10 indendørs spots.
Du kan roligt regne med at bruge mindst 50.000 ekstra på el, og vil du have smarte automatiske installationer som LK’s IHC, datanetværk i hele huset eller designer udendørsspots overalt på grunden, bliver det hurtigt meget dyrere
Pris: 50.000 – 200.000
Køkken, bad og hårde hvidevarer
Inventaret er også en af de poster, hvor der slet ikke er nogen øvre grænse hvor mange penge man kan bruge. Hvis du vil flyve dit eget hold af italienske møbelsnedkere ind for at hånbygge dit nye køkken i eksotisk træ, kommer det til at koste. Men selvom du ikke har helt så store armbevægelser, vil det helt sikkert komme til at koste mere, end det der er inkluderet i basisprisen.
Skal du ha’ en lidt bedre emhætte. En dybfryser i bryggerset. Et par skabe mere i køkkenet. En lidt anden bordplade. Væghængt toilet, Badekar, og så videre og så videre.
Regn med at bruge absolut minimum 100’000 mere, og det er kun hos de firmaer der har meget inkluderet i basisprisen Mere realistisk er det nok at påregne en kvart million eller mere.
Pris: 100.000 – 500.000
Konklusion
Der er utrolig mange faktorer der spiller ind når man skal bygge nyt hus, og det kræver meget forarbejde før du kan nå frem til en pris på sådan et projekt.
Listen herover er selvfølgelig grove generaliseringer og estimater, men den giver alligevel en god ide om hvad, det er du skal forvente at tage stilling til.
Hvis du opdager nogle fejl, har erfaring du vil dele eller har kommentarer til artiklen, skal du endelig kommentere herunder. I det omfang det er muligt vil jeg forsøge at opdatere artiklen med al input.
Kilder og mere information:
- https://gst.dk/matriklen/landinspektoererhvervet/landinspektoerer-med-beskikkelse/
- http://xn--landinspektren-0qb.dk/fagligt-foreningens-ydelser/beskikkelse-som-landinspektoer
- https://www.bolius.dk/koeb-af-byggegrund-18189/
- https://www.bolius.dk/hvem-er-ansvarlig-hvis-vores-byggeri-ikke-er-lovligt-trods-ibs-attest-21963/
- https://www.sik.dk/Virksomhed/El-for-fagfolk/Love-og-regler-om-el/Staerkstroemsbekendtgoerelsen
- https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=25862
- https://www.bolius.dk/koeb-af-byggegrund-18189/
- https://www.bolius.dk/hvem-er-ansvarlig-hvis-vores-byggeri-ikke-er-lovligt-trods-ibs-attest-21963/
- https://www.sik.dk/Virksomhed/El-for-fagfolk/Love-og-regler-om-el/Staerkstroemsbekendtgoerelsen
- https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=25862
- https://www.bolius.dk/koeb-af-byggegrund-18189/
- https://www.bolius.dk/hvem-er-ansvarlig-hvis-vores-byggeri-ikke-er-lovligt-trods-ibs-attest-21963/
- https://www.sik.dk/Virksomhed/El-for-fagfolk/Love-og-regler-om-el/Staerkstroemsbekendtgoerelsen
- https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=25862
- https://www.hofor.dk/privat/spildevand/refusion-tilslutningsbidrag-privat/
- https://www.kk.dk/artikel/ans%C3%B8gning-til-faskine-regnvandsbed-eller-bassin
- https://www.bolius.dk/bliv-klogere-paa-hvad-en-faskine-er-19268/
- https://www.randerstegl.dk/dk/mursten?price=desc
- http://bygningsreglementet.dk/
- https://sparenergi.dk/
- http://eksempelsamling.bygningsreglementet.dk/nybyggeri_exsamling/0/55
- https://www.rockwool.dk/vaerd-at-vide/bygningsreglement/projekttyper/nybyggeri/
- https://www.bolius.dk/ab-92-og-abt-93-17816/
- http://www.frinet.dk/find-raadgiver
- https://www.bolius.dk/ab-92-og-abt-93-17816/
- https://www.bolius.dk/lyddaempende-glas-18422/
- http://bygningsreglementet.dk/Tekniske-bestemmelser/22/Vejledninger/Generel_vejledning/Kap-1_6
- https://sparenergi.dk/offentlig/installationer/ventilation/lovkrav
- https://www.bolius.dk/energitjenesten-pas-paa-med-at-investere-i-solcelleanlaeg-26072/
- https://ennogie.com/da/
Hold op hvor er det bare en fatastisk god artikel. Der er så mange spørgsmål jeg har fået svar på bare ved at læse det her. Mange tak 🙂
Hej Mikkel
Godt at høre du kunne bruge artiklen. Der er også mange spørgsmål når man går i byggetanker 🙂
Super god artikel.
Det eneste jeg savner, er priser på indkørsel, hæk og græsplæne
Tak. Det må vi tilføje 🙂
Hej,
Super artikel. Er priserne med eller uden moms?
Det er inklusiv moms
Virkelig hjælpsom artikel, og samling af links. Tak
Det jeg ikke kunne finde er noget om træ-huse vs murstenshuse priser. Og måske lidt nærmere på forskellen på Hovedstaden vs Aarhus f.eks.. Og i samme matrice, kvm priser på 1.sale vs samme kvm “på jorden” ved nybyg.
Det kan svært at sige noget generelt, da det afhænger meget af det enkelte projekt. Husfirmaerne tilbyder ofte gratis møder hvor du kan blive meget klogere på dit projekt, så jeg vil anbefale at sætte et par timer af til at snakke med en af dem.
Som udgangspunkt er det dyrest i hovedstaden. Ligeledes er det som udgangspunkt dyrere pr. m2 at bygge etplanshus i forhold til at bygge op.
Fantastisk godt hjælperedskab der skaber overblik. Mvh. fra en semiprof.
Tak skal du ha’ Claus. Godt du kan bruge den.
Tak for en supergod artikel. Det gør det lidt mere overskueligt
Rigtig god artikel.
Men der er et punkt som jeg synes mangler lidt opmærksomhed.
Det er hus med carport eller eller et tilsvarende hus med garage, hvor min erfaring siger mig, at prisforskellen kan være helt op til 350.000,- , hvilket kan være en enorm stor del af det samlede budget for hele huset, da en garage jo ikke indgår i beboelse kvm.
Hej Kim.
Tak skal du ha’.
Ja, du har helt ret. Der kan være meget stor forskel i pris på carport og garage. Det er helt sikkert et punkt vi må ha’ med i næste opdatering af artiklen.
Super fin artikel der kaster lys over de problematikker/udfordringer man kan stå i når man skal bygge selv.
Jeg tager den med mig under armen til vores næste projekt “byg nyt sommerhus”
Tusind tak for super god og grundig gennemgang. Ved du hvad det koster, sådan cirka, at byggemodne en sommerhusgrund, hvor der bl.a. ikke er kloakering?
Bedste hilsner
Hej Katrine
Det er umuligt at komme det nærmere end overslagene i artiklen uden at vurdere de faktiske forhold. Jeg vil foreslå du tager fat i entreprenør og får et tilbud. Prøv eventuelt at søge på “tilbud byggemodning” + det område grunden ligger. Så bør der dukke nogle lokale entreprenører op.
Mange tak for en fin artikel. Set i lyset af prisstigninger på byggematerialer, mangel på håndværkere osv. her i 2021, er den grove tommelfingeregel på 11.000 kr. per kvadratmeter plus 1 million fortsat retvisende efter jeres vurdering?
Hej Torben
Svaret er både og. Den grove tommelfingerregel skal dække begge landsdele samt de mest almindelige tilvalg. Før i tiden ville pengene række til et hus på Sjælland med nogle fornuftige tilvalg. I dag er det dog desværre mere dækkende for et hus i det jyske med knap så mange tilvalg.
Tak for en super god artikel med mange brugbare råd og betragtninger. Dog savner jeg info omkring udgiften ved at anlægge kælder under huset? Kvadratmeter pris osv?
Hej Klaus
Det er en rigtig god pointe. Vi skal sørge for at få noget med om kælder i næste opdatering af artiklen.
Som udgangspunkt er det alt for dyrt at bygge kælder relativt til værdien af kvadratmeterne. Det er som regel kun på MEGET attraktive og dyre lokationer, at det kan svare sig at bygge kælder.
cahaya4d game terpopuler!!
Davs!
Eminent artikel
Er priserne reguleret efter 2024?
Jeg kan se kommenterer fra 2019,2021 etc
Ja, vi opdaterer løbende priserne
Vil det betyde at man her medio 2024 vil kunne anvende artiklens priser ssom en reel guide i forhold til prisniveau ? Ret forskelligt om man anvender det som en guide for nu eller om der¨t er dækkende tilbage i måske 2019….
Ajang4D Situs Gacor Hari Ini Modal Receh Auto Cuan